Brev til byrådet – 13/11-23
Til byrådet i Halsnæs Kommune
13. november 2023
Ølsted Skateboard Forening vil gerne påpege, at vi er dybt forundrede over udfaldet af forslaget om organisationsændring, som resulterede i, at skatehallen Olliestedet fortsat forbliver under UKC’s forvaltning.
Yderligere undrer vi os over den mail (bilag 1), vi modtog den 25. oktober fra afdelingsleder i UKC, Thomas Frithioff. Beskeden var at vi skulle fjerne de genstande og faciliteter, som vi har opstillet og opbevaret i Olliestedet, hvis der ikke forelå en skriftlig tilladelse fra UKC. Thomas’ besked indebar, at vi indenfor 9 dage skulle fjerne:
- Alle bænke, til gene for brugerne, som nu ikke har et sted at sidde og forældre ikke har et sted at vente, mens deres børn udøver deres sport.
- Sofabord og sofa, som brugerne også har været glade for, og som vi bruger til vores arrangementer.
- Fjerne vores grill og låneudstyr (boards, hjelm og beskyttelsesudstyr), som UKC også har lånt til deres skatehold.
- Fjerne det løse rail som ØSF har lavet, der står på gulvet.
- Knagerne vi har sat op, så brugerne kan hænge jakker og tasker mens de skater.
- En ekstra støvsuger (som også har været til UKC’s rådighed i 10 år).
- Beskyttelsesplastrør ved stolper, som ØSF satte op, for at passe på brugernes boards.
Disse faciliteter og udstyr har ØSF valgt at indføre, for at skabe et indbydende miljø i Olliestedet, hvor brugere og gæster får en god oplevelse og føler sig inkluderet, selv ved første besøg. Da vi kun har fået tildelt meget begrænset lokaleplads på 3 kvm, har bænkene og andet udstyr været til rådighed for ALLE, selvom Olliestedet ikke på alle dage, blev benyttet af ØSF. Vi opfatter derfor også henvendelsen fra Thomas, som hans måde at få os ud af Olliestedet på.
Gennem årene har brugerne været med til at udvikle Olliestedet, og i de fire år ØSF har været tilknyttet Olliestedet, har vi været med til at sikre, at brugerne har et tilhørsforhold til både foreningen og stedet.
Et sted hvor man kan føle sig hjemme i en individuel sport. ØSF har gjort en betydelig indsats for at forbedre faciliteterne og skabe et levende miljø. Vi har bl.a. organiseret:
- Mandagssessions, hvor vi nogle gange griller eller laver andre fælles aktiviteter
- Vi holder flere forskellige arrangementer, som hvert år er velbesøgt:
- Olliestedet Open (årligt) 18. gang i 2023
- Gadeidrætsdag
- Girls Night (for at fremme pigernes mulighed for at kom igang med at skate)
- Workshops og loppemarkeder
- Skatecamps
- Renoveringsarbejde/byggedage (100 timers renovering af bowlen, udført gratis og med vores private værktøj, af ØSF’s bestyrelse under Corona) En opgave som UKC ikke selv havde fuldført.
- Fælles rengøringsdage med brugerne af Olliestedet
- Bindeled mellem brugerne og UKC
- Vi har bidraget til løbende reparationer og vedligeholdelse af faciliteterne, for at højne sikkerheden
- Løbende udbedring af hærværk
- Gratis udlån af udstyr til UKC’s skateskole i 2 sæsoner
- Delvis rydning af udendørsarealer bl.a. slået græs, samt utallige rengøringer af skate-arealet, udført af brugere, der blev trætte af at vente på UKC.
Gennem ovenstående initiativer har vi været med til at tiltrække flere unge og brugere til Olliestedet og fremme en kultur med gensidig støtte og ansvar. Størstedelen af vores arrangementer er gratis, hvilket giver mulighed for adgang for alle, uanset medlemskab af ØSF. Det er vores mål at udbrede skateboarding og dens kultur. En kultur hvor vi hjælper hinanden, sørger for at bygge og renovere ramper, og i det hele taget give vores erfaring videre til de næste generationer.
Vi undrer os derfor over, at UKC ikke længere ønsker et samarbejde med den eneste organiserede brugergruppe, der har været en del af Olliestedet helt tilbage fra begyndelsen, og har bidraget væsentlig til opførelsen af Olliestedet med gratis arbejdskraft. Herunder at bygge Bowlen i 2008.
I de fire år, hvor ØSF har været tilknyttet Olliestedet, har vi oplevet modstand i vores bestræbelser på at blive hørt. I vores opfattelse har UKC stadig ikke formået at drive en skatehal ordentligt. Vi har tidligere påpeget, at der bl.a. ikke er blevet udført lovpligtige eftersyn på portene i 12 år, senest for 4 mdr. siden i vores skriv til Byrådet (bilag 2), men UKC har intet foretaget i den forbindelse. I det vedlagte brev beskrev vi endvidere vores bekymring omkring driften af Olliestedet, i særdeleshed er rengøringen stadig utilfredsstillende.
ØSF kan desværre ikke længere lægge vores engagement, energi og fritid i en hal, hvor vi ikke føler os velkomne, trods at vi er lykkedes med at få flere brugere og liv tilbage i Olliestedet. Vi håber derfor inderligt, at I vil se på muligheden for, at budgettet for 2024 kan rumme, at Olliestedet bliver helt eller delvist brugerstyret, og lagt under idrætshallerne, vi går meget gerne i tæt dialog med KIDE om en løsning, hvor der lyttes til brugerne og hvor vi kan få lov til, at gøre det vi brænder for!
Vi er endvidere forundret over, at bestyrelsen i UKC modtog en dagsorden den 12. oktober kl. 12:17, hvor punkt 8 beskrev, at Olliestedet forbliver hos UKC, selvom der var over 5 timer til, at forslaget om at flytte Olliestedet til Idrætshallerne skulle 2. behandles til byrådsmødet kl. 17.30 samme dag.
Det får i den grad vores tro på demokratiet til at vakle, og derfor har vi dd. søgt aktindsigt i mailkorrespondance om Olliestedet og ØSF mellem Byrådet, KIDE (Camilla Mynster Vange) og Udvalget for kultur, idræt og demokrati, samt korrespondance mellem KIDE (Camilla Mynster Vange) og UKC.
Med venlig hilsen
Ølsted Skateboard Forening
Bestyrelsen: Franz Geisler, Patrick Schouw, Mikkel Mathiessen, Per Olsen og Jesper Pullich
(Bilag 1)
(Bilag 2)
Dato:23 juni 2023
Åbent brev til Halsnæs Kommune
Bestyrelsen i Ølsted Skateboard Forening ser desværre ingen anden udvej, end at skrive dette brev direkte til hele byrådet i Halsnæs Kommune.
Brevet omhandler vores lokale skateboard- og løbehjulshal, Olliestedet.
Sagen er den, at Ølsted Skateboard Forening (ØSF) og en lang række brugere og medlemmer finder, at stort set alle forhold omkring driften af Skatehallen Olliestedet er meget utilfredsstillende. I nogle tilfælde modarbejder driften endda muligheden for at Halsnæs Kommune kunne have et af Danmarks bedste tilbud til unge, der kører på skateboard, løbehjul og rulleskøjter.
Vi vil herunder redegøre for nogle af de udfordringer vi oplever. Vi vil også komme med nogle løsningsforslag, som vil være det rigtige, for et sted som Olliestedet.
Kommunalt rengøringsteam
Rengøringsarbejdet i Olliestedet har ikke fungeret tilfredsstillende i årevis. I det meste af 2022 skulle rengøringen varetages af det kommunale rengøringsteam, som langt fra har udført opgaven tilfredsstillende. Et af kritikpunkterne er at der gik to måneder, fra rengøringsteamet modtog opgaven, til de bad om nøgler til hallen. Det siger sig selv at de ikke gjorde rent i denne periode. Af nød stod ØSF for rengøringen i denne periode. Opsummerende har rengøringsteamet ikke udført ret meget af den opgave, som de har fået betaling for.
Vi er uforstående overfor, at en kommunal instans kan få lov at suge penge ud af en anden kommunal instans, uden at der bliver reageret på dette?
ØSF´s bestyrelse har brugt megen tid på at dokumentere og tilbagemelde på rengøringssituationen til ledelsen i UKC, uden nogen mærkbar forbedring af rengøringen.
Rengøring er lig sikkerhed
Det er vigtigt for os at pointere, at rengøring er lig sikkerhed i vores sport. Som udøver i en hal, der ikke bliver holdt rent, har man en væsentligt forøget risiko for ulykker! Underlaget bliver simpelthen utroligt glat.
I en skatehal er der behov for jævnlig rengøring af ramper og gulv, det vil sige støvsugning og vask.
Hver gang vi får besøg fra vores specialforbund Rullesport Danmark (RD) falder kommentarer som: ”Vi har aldrig oplevet en forening med så dårlige forhold” samt ”Der er ikke så beskidt i andre foreningers faciliteter”. Senest var RD´s udviklingskonsulent Maria Nube forbi den 17. april 2023, og hun var chokeret over hallens stand.
Urimelig forventning til en frivillig forening
Senest er ØSF blevet bedt om selv at rengøre ramperne, uden at få betaling for opgaven. ØSF er en frivillig forening, hvorfor det ikke er rimeligt, at vi skal forestå driften af en kommunal facilitet. Slet ikke, når det ikke fører til andre muligheder, end de øvrige brugere af hallen har.
En sådan konstellation vil betyde, at vores medlemmer ikke opnår en fordel, ved at melde sig ind hos os, men tværtimod skal yde mere, end de øvrige brugere, der ikke tager ansvar, eller er med til at gøre noget godt for stedet.
Vi kan ikke forestille os, at en frivillig fodboldforening vil blive pålagt at slå græsset på kommunens arealer?
Fejl og mangler
Ydermere er det generelle vedligehold i hallen voldsomt utilstrækkeligt. Til eksempel kan nævnes at portene i hallen ikke har fået det lovpligtige eftersyn siden 2011!
Der har i mange år siddet højtalere i hallen, til fri afbenyttelse af brugerne, men de har ikke virket i tre år, og vi bliver mødt af larmende tavshed eller undvigende svar, når vi spørger ind til, hvornår de bliver udskiftet.
Drivkraft
Vores oplevelse er, at UKC ikke har nogen reel interesse i Olliestedet. Og det virker heller ikke som om de har nogle ambitioner for at udvikle stedet?
Siden 2010 har UKC ikke formået at inddrage brugerne i forhold til renoveringer, ombygninger, almindelig drift eller andet. Det betyder faktisk, at de ikke lever op til de fra kommunen forventede retningslinjer.
Derudover mangler der tydelighed om ejerforholdet. 95% af brugerne aner ikke hvem der ejer eller driver stedet. Det resulterer i, at man som bruger ikke engagerer sig i stedet.
Vi mener slet ikke, at UKC evner at drive stedet tilfredsstillende. UKC har nærmest ingen aktivitet i hallen og har kun sporadisk haft det tidligere. Faktisk føler vi, at vi kun møder modstand, når vi påpeger dårlige forhold, selvom man skulle mene, at UKC skulle have lyst til at leve op til det ansvar, de har påtaget sig.
Den rette målgruppe
ØSF er en forening med medlemmer fra 6 til 50+ år. Skateboarding er en af de sportsgrene, hvor der nærmest ikke findes aldersskel, hvilket er en af de kvaliteter, der gør skateboarding unik.
UKC har et ønske om at Olliestedet kun skal være for unge mellem 10 og 25 år. Det mener vi ikke er en tilgang, der på nogen måde matcher med foreningslivet i 2023.
Udvikling af Olliestedet
Vi har i vores forening en del medlemmer, som gerne vil bidrage til udvikling af Olliestedet. Vi kan søge fondsmidler og vi har kompetencerne til at skabe og vedligeholde en skatefacilitet. Men det får vi ikke lov til, så længe UKC ejer stedet. Her er ellers potentiale for, at et sted som Olliestedet kan udvikle sig sammen med foreningslivet.
Hvis vi søger fonde til renovering af ramper, går midlerne til UKC. Vi får måske lov til at udføre arbejdet, men vi får hverken noget ejerskab eller foreningstid i hallen. Det er ikke rimeligt.
Kommunens idrætspolitik
Vores mulighed for at tiltrække unge til foreningslivet bliver helt umulig med disse forhold, og dermed lever Halsnæs Kommune heller ikke op til deres egne idrætspolitikker.
Vores ansvar som skatere og frivillig forening
Vi voksne i ØSF ser det som en af vores vigtigste opgaver at give vores viden og erfaring om skateboarding, rampebyggeri, fællesskab mm. videre til de næste generationer af skateboardere og andre brugergrupper, så der i fællesskab tages ansvar. Men en vigtig læresætning er: Folk tager ikke ansvar, hvis ikke de bliver givet noget ansvar.
Stort engagement – tålmodighed er opbrugt
Det manglende samarbejde dræber ethvert initiativ, i forhold til at udvikle stedet. Der er en stor del af ØSF’s medlemmer, der allerede har brugt tusindvis af timer, gennem årene, på at gøre Olliestedet til et lækkert sted, men nu er vores tålmodighed brugt op.
Hvilken fremtid?
Vi ser en af disse to muligheder for et fremtidigt Olliestedet:
- UKC overdrager ejerskab og driften til Idrætshallerne, og de enkelte foreninger søger træningstider, ligesom i kommunens andre haller. Når haltiderne bookes af foreninger, tilskyndes til en styrkelse af foreningslivet!
Der skal være færre åbne tidspunkter hvor alle kan komme, men flere tidspunkter, hvor man som medlem i en forening kan komme og bruge hallen.
Vedligehold af ramper og indretning betales af kommunen, og udføres i samarbejde med de tilknyttede foreninger. Det er brugerne, der har den fornødne viden om sporten og skatehaller!
- Kommunen overdrager ejerskabet af inventaret i Olliestedet til brugerne.
ØSF og en nystiftet løbehjulsforening opstiller rammer for brugen, i samarbejde med kommunen (ikke UKC).
Foreningerne fordeler selv åbningstider, i samarbejde med både organiserede- og uorganiserede brugergrupper. Dette levner stadig plads til at andre benytter hallen. Hvis brugerne lever op til de opstillede rammer, kan en prøveperiode gøres permanent.
De midler, som foreningerne lægger i forbedringer og nye faciliteter i prøveperioden, forpligter kommunen sig til at erstatte, hvis de ikke kan flyttes til andre lokaliteter for foreningerne.
Brugerne bliver inddraget i de demokratiske processer omkring driften. Kommunen sørger for selve driften af hallen; vedligehold af inventar, rengøring af toiletter, bygningsvedligehold og pasning af udendørsarealer i stil med de forhold andre foreninger møder under ”Idrætshallerne”.
Aktuelt behov for renovering
Olliestedet har behov for at få tilført midler til at gøre stedet tiltrækkende igen.
- Der er behov for maling af lofter og vægge, renovering af toiletter, renovering af porte, opsætning af lygtepæle helt fra hjørnet af Ubberupvej og op til indgangen.
- Museet i kælderen har brug for en ny lokalitet, så der bliver plads til foreningslokaler.
- Der installeres et tidssvarende åbne-lukkesystem/låsebriksystem, gode tilskuerforhold, og et varmesystem, der sikrer en minimumstemperatur på 15 grader.
Enkelte af disse punkter (maling etc.) kan udbedres som frivilligt arbejde af foreninger, som også har nogle andre og større muligheder for at søge midler fra fonde og puljer.
Facilitet stilles til rådighed
ØSF har som forening i mere end tre år forsøgt at få bedre forhold, men ser os nu nødsaget til igen at pege på lovgivningen. Vi vil gerne bede om at Halsnæs Kommune, jævnfør folkeoplysningsloven, tildeler os nogle fornuftige faciliteter, hvor vi kan udfolde det fulde potentiale for en moderne skateboardforening. Det kunne fx være Olliestedet. Og gerne i samarbejde med andre foreninger.
Mvh Ølsted Skateboard Forening,
Bestyrelsen: Franz, Patrick, Mikkel, Per, Jesper
Medunderskrivere
Oskar Pullich, Lokal løbehjulskører på højt niveau.
Mette Kjerulf, forælder til Elias på 11 år:
Elias Kjerulf, skater, daglig bruger i Olliestedet
Banana Crew: Franz Geisler, Mikkel Obitz Mathiessen, Patrick Schouw m.fl Frivillige rampebyggere i tusind+ timer af store dele af Olliestedet, herunder Bowlen.
Udtalelser
Mads Christensen 2x vinder OO, 3 x Danmarksmester i skateboarding Street, Aktiv landstræner for skateboardlandsholdet i streetskating: ”som aktiv skater på topplan og landstræner, kigger vi altid efter forskellige steder at skate, som også i design og kvalitet matcher de steder vi møder ude omkring i verden til fx OL-kvalifikationer eller verdensmesterskaber. Olliestedet har egentlig kvaliteterne til dette, design og kvalitetsmæssigt, men desværre gør i særdeleshed rengøringen (eller mangel på samme) at Olliestedet ikke er et sted vi kører efter længere”.
André Thelin Konsulent for Rullesport Danmark: ”Flere steder i landet, eksempelvis Næstved, har kommunen via ungdomsskolen været en central samarbejdspartner for det lokale skatemiljø og været med til at udbrede sportsgrenene, og ikke mindst hjulpet med at løfte skatemiljøets muligheder. Det har ført til en skatepark, der rummer et mangfoldigt idrætsmiljø på tværs af aldre, køn og baggrund og samtidigt tiltrækker folk fra nabobyerne med eksempelvis initiativet Old Bones. Vi ser stor initiativrighed og handlekraftighed hos udøvere, der har et stærkt tilhørsforhold til deres lokale skatepark og fællesskab, hvilket betyder at de unge lærer at tage ejerskab og ansvar for foreningslivet og faciliteten med evner der videregives fra den ældre generation. Herfra lyder en stærk opfordring til at skabe de bedste forudsætninger for jeres lokale skatemiljø, som har været en signifikant del af det danske skatemiljø i mange år.
Fra forbundets side står vi til rådighed med sparring og hjælp til udviklingen af Olliestedets aktiviteter”.
Sendt til
Hele byrådet i Halsnæs kommune
ØSF´s medlemmer
Områdechef Helle Seerup
Områdechef Connie Graul
Områdechef Mads Ingvardsen
Bestyrelsesformand for UKC Sanne Falther Svankilde
Idrætskonsulent Halsnæs Kommune Esben
Konsulent for Rullesport Danmark Maria Nube
Konsulent for Rullesport Danmark André Thelin
Leder i UKC Ulrich Mehr
Afdelingsleder i UKC Thomas Fritjhof